Seniorudflugt 2010.
Seniorudflugt er et nyt navn for vores hidtidige Veteranudflugt. Navnet er ændret i respekt for de rigtige veteraner, som dækker over noget langt mere alvorligt.
Den traditionsrige seniorudflugt blev afholdt tirsdag d. 24. august, hvor 27 af foreningens ældre medlemmer deltog. Deltagerne blev afhentet på deres bopæl af bestyrelsesmedlemmerne og fanebæreren i deres nypudsede biler og kørt til ”Arresøhus” i Frederiksværk, der ejes af International Police Associations afdeling i Hovedstadsområdet.
Næsten halvdelen af deltagerne havde den store fornøjelse, at blive afhentet i bestyrelsesmedlem Niels Frølich Nilssons 8,5 m lange limousine, som der kun findes 3 af i hele Europa.
På ”Arresøhus” blev vi budt velkommen af vort medlem Erik Bryld og fru Anne-Lise. Erik er med i husets styregruppe, og de havde stillet et pragtfuldt morgenbord på benene, med alt hvad hjertet kan begære.
Efter morgenkaffen begav vi os til kanalen, der forbinder Arresø og Roskilde Fjord, hvor turbåden ”Frederikke” ventede. Dagen var temmelig våd og meget blæsende, men det flaskede sig så heldigt, at det vand, vi fik under sejlturen, kun kom fra den ”frådende” sø, der som bekendt er Danmarks største.
Da vi vendte tilbage til ”Arresøhus” havde værterne sørget for at veldækket frokostbord med sild, lækkert smørrebrød og osteanretning, der blev fortæret i følgeskab af køligt fadøl.
Dagen sluttede med en kyndig omvisning på det tidligere ”Hærens Krudtværk”, hvor vi fik et godt indtryk af, hvordan en sådan virksomhed arbejdede med de farlige ingredienser, der af og til gik af i utide med både dødsfald og kvæstelser til følge.
Efter rundvisningen begav vi os hjemad, beriget med gode oplevelser. En vellykket dag, hvor snakken gik livligt i selskab med gode garderkammerater.



