Jeg hedder Bo Toft Rasmussen og er fra hold nov. 75 og sidder som bestyrelsesmedlem i Nordsjællands Garderforening. Først vil jeg skrive lidt om hvordan det er som gammel garder at have 2 sønner i den kongelige livgarde.
Mine sønner kom i Livgarden som værnepligt på holdet dec. 2010. Jeg har fulgt dem lige fra den første dag, dog begrænset som nu mulighederne tillader det. Mobiltelefonen bliver naturligvis gemt bort på kasernen, men en SMS og en enkelt telefonbesked i ny og næ kunne det godt blive til om aftenen. Det var dejligt når de kom hjem i weekenden og fortalte vidt og bredt om hvorledes ugen var forløbet. For mig var det ligesom at være soldat igen. Jeg fornemmer at kommandoerne og disciplinen er nær den samme, som da jeg var inde, men naturligvis har tiderne ændret sig med hensyn til tiltaleformen imellem den værnepligtige og befalingsmanden. Den er ligesom blevet lidt mere afslappet, heldigvis da.. Fysisk træning får de tilsyneladende stadig også rigeligt af. Den nuværende oppakning synes jeg er blevet en del tungere.
Han står i kompagnigården klar til afmarch. Selve radioen er placeret på brystet og den vejer imellem 15-20 kg, så i alt vil jeg tro at han udover sin egen vægt bærer ca. 30-40 kg, det er trods alt en sjat. Da jeg var inde på forældredag midt i Januar, mødte jeg en konstabel der lige var hjemvendt fra Afghanistan. Han fortalte mig at den letteste mundering når de patruljerede incl. fragmentvest vejede ca. 25 kg. Det må være hårdt i varmen.
Min egen soldatertid.
I 1975 fik man den ide at der skulle indkaldes konstabelelever i Livgarden. Jeg ved ikke hvor mange hold i alt det blev til, jeg vil tro 3 hold, og der havde været et sommerhold før os, som i mellemtiden var indgået i den stående styrke i 2 Kompagni. Ideen var at vi alle skulle ende op med at blive professionelle soldater og efterfølgende skulle placeres i den stående styrke henholdsvis i 1. og 2. kompagni samt stabskompagniet.
Forløbet var 9 måneders uddannelsestid og derefter kunne vi så kalde os konstabler. Vi havde alle forinden underskrevet en kontrakt på 33 måneder med den Kongelige Livgarde. Der skal bemærkes at forskellen på os og de værnepligtige var at vi alle var frivillige og at vi var meget unge. DVS de yngste af os var ikke andet en nogle store skoledrenge der skulle ud og prøve kræfter for første gang.
Vores første og hårdeste tid var, da vi blev underlagt Kaptajn Blüme. Der florerede mange historier om ham. Jeg ved ikke om alle er sande, men han var en hård negl og han var ikke særlig afholdt, hverken af menige, konstabler eller befalingsmænd . Jeg husker ham tydeligt på vores rextur, hvor vi havde sovet 4 rekrutter sammen i et samlet bivuark i et forsøg på at holde varmen. Det havde været ned til minus 17 grader den nat og vi havde ikke fået nok at spise den foregående aften. Det var meget tidligt om morgenen og jeg var dødsulten, træt og frøs ad helvede til. Jeg stod op før de andre for at lave mad, men da jeg rystende slog teltdugen op, så jeg kaptajn Blüme lige foran mig ved et træ, kun iført underbukser, med begge bare ben plantet i sneen og barberede sig i koldt vand. Det gjorde helt sikkert indtryk på mig, så dette med at beklage sig kunne man godt glemme alt om. Som sekondløjtnant havde vi Kjeld Andreasen. De af jer som var til livgardens 350 års jubilæum i Bellacentret så ham som konferencier under festlighederne. Vi havde, som det også er nu, en rekruttid på 3 måneder, hvor vi sluttede af med en 4 dages rextur. Jeg tror vi i alt gik imellem 110 og 120 km og desuden havde vi øvelser, vagter og andre discipliner om natten og jeg kan huske at det var en hård vinter som i år, Forholdene er selvfølgelig velkendt hos mange af jer, men det specielle ved vores kompagni var at vi var kun ca. 50 konstabelelever og vi var i alderen fra 16 til 20 år.
Efter vores rekrudttid blev vi også uddannet til at gå vagter som alle andre gardere såsom Amalienborg, Fredensborg, Rosenborg og Kastellet. Det blev dog kun til nogle få blå vagter da vi primært skulle holde os kampklar. Derfor deltog vi i flere øvelser bl.a. i Oxbøl og Sydsjælland, nogle af os var endda med i Tyskland. Især blev der holdt en del øvelser ved Køge Bugt området, det var jo under ”den kolde krig” så man vidste jo aldrig hvornår ”orange styrker” kunne finde på at gå i land. Jeg glemmer aldrig hvor meget larm en Starfighter kunne lave, når den angreb fra lav højde og flyver direkte mod ens PMV og man skulle agere vogkommandør/skytte . Det gav et godt billede af hvor frygtindgydende våben et kampfly kan være og hvor lille man var, når man stod der med sin 12/7- er.
Efter vores 9 måneder overgik de fleste af os til 1. kompagni hvor vi først havde kaptajn Greve og derefter Major Kjeld Hillingsøe. Vi blev hver især udvalgt til forskellige funktioner og jeg skulle være kommandør/reservekører på en pansret mandskabsvogn (M113). Jeg var jo 19 år og havde kørekort inden jeg kom ind.
Forskellen på de værnepligtige og så os var at vi primært skulle uddannes til at blive professionelle soldater, derfor blev vi uddannet i at kunne håndtere så mange våbentyper som muligt. Udover Garandgeværet og model 75 blev vi også uddannet i let og tungt maskingevær, pansernærbekæmpelsesvåben, brug af dysekanoner, kaste med håndgranater og udlægge panser og personelminer. Jeg skal huske at nævne håndgranaterne var altså ikke kun attrapper. Udover dette blev vi omskolet til flere køretøjer, og endte op med at blive rimelige fleksible i den såkaldte stående styrke. Det var som beskrevet før meget få blå vagter vi havde fornøjelsen af, derfor kunne vi bruge meget mere tid på den egentlige kamptræning. Egentligt var flere af os kompetente til at hjælpe med at uddanne de værnepligtige, men det brugte man ikke dengang. Det er så vidt jeg ved senere i nyere tid blevet mere praktiseret. Flere af os blev efterfølgende tilknyttet forsvaret på en eller anden måde. En del af os blev udstationeret som FN-soldater på Cypern bl.a. undertegnede, andre kom på ,sergentsskole, officersskole, Jægerkorpset, en kom i efterretningstjenesten og endelig kom sågar en i den franske fremmedlegion. Enkelte af alle disse soldater er stadig i tjeneste. Vi har et fantastisk sammenhold. Vi har både haft 30 og 35 års jubilæum og fremover har vi lovet hinanden at vi ses hver femte år. Desværre er 6 af os allerede faldet bort, men vi er trods alt 17-20 stykker der mødes.
Vores næste møde bliver hos Jægerkorpset i Aalborg i Nov.2015. En garder fra vores kompagni som hedder Christian Ring er stadig i Jægerkorpset og nu fungerer nu som rekrutteringschef, hvor hans opgave dels består i at holde foredrag om Jægerkorpset på kasernerne rundt omkring i landet og dermed opfordre de bedste soldater til at søge til Jægerkorpset..
Som førnævnt kom jeg til Cypern i 1976 som FN-soldat, såfremt der er stemning for at I godt vil ”høre” lidt om dette, vil jeg også godt lave et lille indlæg om den tid.
EN GANG GARDER ALTID GARDER.
Med venlig hilsen
Bo Toft Rasmussen.
PS. Denne beretning skal også tages som en lille opfordring til jer kære medlemmer, til at lave et indlæg om netop jeres soldatertid. Der er sikkert mange af jer der har en masse at fortælle. Bare skriv løs, der er masser af plads på hjemmesiden.